Til dig, der er tæt på en med bipolar
Ikke på trods af, men side om side
Nogle emner er tunge. Find oversigt over hjælp og tilbud her.
Inden jeg deltog i OL i Paris fortalte jeg offentligt, at jeg er bipolar. Det var et valg, jeg traf selv, og som var længe undervejs.
Lige siden jeg fik det godt, vidste jeg, at jeg ville dele min historie i håbet om, at den kunne hjælpe andre. At andre kunne føle sig spejlet, nu hvor jeg ikke selv havde nogen at spejle mig i dengang, jeg havde brug for det.
Men hvad sker der, når man åbner op som atlet? Der er mange, der ser dig som din præstation. Din krop. Din disciplin. Pludselig sætter du et ord på noget, som mange måske forbinder med ustabilitet og uforudsigelighed. Det modsatte af, hvad sport kræver.
Men det var netop derfor, jeg ville sige det. Fordi jeg vidste, at der sad nogen derude og troede, at diagnosen var en begrænsning. At man ikke kan nå langt med den slags bagage.
Da journalisten spurgte mig ind til det efter konkurrencen i Paris, mærkede jeg noget falde på plads. For jeg stod der ikke på trods af lidelsen. Jeg stod der som den person, jeg er med alt det, der hører med. Forberedelserne, medicinen, de dårlige perioder, de gode. Det hele var med mig derinde på stadion.
Diagnosen tog mig ikke fra atletikken, men atletikken hjalp mig med at leve med diagnosen. De to ting eksisterer side om side i mig. De hører begge til.
Hvis du er tæt på en, der lever med en psykiatrisk diagnose: prøv at lade være med at se personen som nogen, der klarer sig "på trods af" eller "selvom". De styrker og interesser, du kender dem for, findes side om side med diagnosen og ikke i modsætning til den.
Flere til dig, der er tæt på
- Tegnene var der - vi vidste bare ikke, hvad vi skulle kalde dem
- Det var jer, der trak i håndbremsen
- Du hentede mig, uden at spørge hvorfor