← Alle artikler

Til dig, der er tæt på en med bipolar

Du hentede mig, uden at spørge hvorfor

Sort-hvidt foto af en ung kvinde, der holder hånden for munden og kigger ind i kameraet.

Nogle emner er tunge. Find oversigt over hjælp og tilbud her.

Det var blot en måned efter min udskrivelse fra den lukkede afdeling. Jeg var tilbage i skolen og forsøgte at finde en rytme i hverdagen igen. Så skete det, der ikke måtte ske.

Jeg sad i klassen og fik lyst til at sige noget til min veninde. Ikke noget farligt. Ikke noget dramatisk. Men i det sekund jeg tænkte tanken og åbnede munden, kunne jeg se det udefra. At det ville være for meget, over grænsen. At det ville lyde forkert og ikke være socialt acceptabelt. At filteret ikke var til stede.

Jeg lukkede munden igen.

Det var første gang, jeg på den måde kunne observere mig selv udefra og genkende et tegn på, at noget var, som det ikke skulle være. Jeg havde formentlig fået for meget stimuli i dagene op til med for mange indtryk og for lidt ro. Kroppen og hjernen reagerede.

Jeg endte med at gå ud på gangen og ringe til min far. Han stillede ingen spørgsmål. Han kom bare. Jeg sad i 3.g og blev hentet af min far, som om jeg var et lille barn. Dengang følte jeg det var pinligt.

Det jeg ikke kunne se dengang, var, hvor meget det betød, at han ikke krævede en forklaring, før han satte sig i bilen. At han stolede på, at når jeg ringede, var der en grund - også selvom jeg ikke kunne sætte helt ord på det endnu.

Hvis du en dag får sådan et opkald, uden en tydelig grund: du behøver ikke forstå det hele med det samme. Det vigtigste er, at du kommer.

Flere til dig, der er tæt på

Se alle artikler