Til dig, der er tæt på en med bipolar
Det var jer, der trak i håndbremsen
Nogle emner er tunge. Find oversigt over hjælp og tilbud her.
Da jeg var manisk, vidste jeg det ikke selv. Jeg havde det godt, som i virkelig godt. Mit liv kørte på skinner. Det gik godt i gymnasiet, det gik godt til træning, min energi var uendelig.
Jeg havde en mundtlig eksamen som afslutning på 2.g. Med udelukkende 12-taller i løbet af året havde jeg en kæmpe selvtillid. Til eksamen talte jeg uafbrudt, afbrød lærer og censor og fik 7. Jeg og mine omgivelser forklarede 7-tallet med, at jeg nok var nervøs.
Det var først bagefter, det blev tydeligt: den eksamen var stopklodsen mellem en hverdag, der akkurat hang sammen, og en hverdag, der stak helt af med 180 kilometer i timen.
Det var mine forældre, der trak i håndbremsen. Ikke lægerne, ikke skolen. De kunne mærke, at jeg var blevet mere hurtigkørende, at jeg sprang i emner og drog mine egne skudsikre konklusioner. Da de ad omveje opdagede, hvad jeg havde skrevet på Facebook, kontaktede de Psykiatrien - uden at vente på, at jeg selv bad om hjælp.
Jeg var ikke modvillig, da vi kørte mod hospitalet. Jeg ville faktisk gerne forklare lægerne mine store idéer.
Det var altså ikke mig, der reagerede. Det var dem. Dét jeg dengang ikke kunne se selv, var præcis det, mine forældre kunne se udefra: at min selvtillid ikke længere var almindelig selvtillid, men et varselstegn.
Hvis du står og tvivler på din egen fornemmelse lige nu: det er ofte dem udenfor, der ser mønsteret først. Ikke fordi den, som det handler om, gør noget forkert, men fordi det er sværere at se sig selv udefra, mens det sker.
Flere til dig, der er tæt på
- Tegnene var der - vi vidste bare ikke, hvad vi skulle kalde dem
- Du hentede mig, uden at spørge hvorfor
- Min omsorg for andre var også min måde at flygte på