Til dig, der er tæt på en med bipolar
Tegnene var der - vi vidste bare ikke, hvad vi skulle kalde dem
Nogle emner er tunge. Find oversigt over hjælp og tilbud her.
Min far sad ved siden af mig ved lægens bord. Lægen talte om mig, ikke til mig. "Hun har bare teenage-identitetskrise," sagde han. Som om jeg slet ikke sad der.
Jeg havde det ikke godt. Jeg havde fået lungebetændelse og kunne ikke træne, og træning var en stor del af, hvem jeg var. Uden den mistede jeg noget af min identitet. Jeg tabte mig en del, og jeg var i forvejen en slank pige.
Da mine forældre forsøgte at få hjælp fra Psykiatrien, fik de at vide, at jeg ikke var syg nok. Mit vægttab var ikke stort nok. Afvist.
Jeg ved i dag, at mine forældre stod med en umulig opgave dengang: at afkode, om det, de så, var en fase eller noget mere. De havde ingen manual. Kun en datter, der virkede anderledes, og et system, der sagde, det nok bare var alderen.
Jeg kan først i dag se, at det, de lagde mærke til, faktisk var et tegn. Ét af flere i et mønster, der endnu ikke havde et navn. Men jeg ved også, at et tegn sjældent er tydeligt, mens det sker. Det er først langt senere, jeg selv kan sætte ord på, hvad det betød.
Hvis du sidder med den samme tvivl nu: du behøver ikke ramme plet første gang. Du behøver bare blive ved med at spørge, også når du får et nej. Det gjorde mine forældre, og det var ikke det sidste ord.
Flere til dig, der er tæt på
- Det var jer, der trak i håndbremsen
- Du hentede mig, uden at spørge hvorfor
- Min omsorg for andre var også min måde at flygte på