Til dig, der er tæt på en med bipolar
I blev ved med at nævne Albert
Nogle emner er tunge. Find oversigt over hjælp og tilbud her.
"Jeg vil ikke være til besvær." Det tænkte jeg, lige efter jeg var blevet diagnosticeret med bipolar og udskrevet fra Bispebjerg. Den dag i dag kan jeg stadig mærke den refleks, når jeg har det svært. Den der lille stemme, der siger: "Du er for meget. Du forstyrrer. Du kan klare det selv."
Matematikken og jeg har aldrig været bedste venner. Det blev meget tydeligt i netop den periode i begyndelsen af 3.g. Jeg følte mig som en grøntsag oppe i hovedet. Nu skulle jeg have mat på B-niveau. Timerne var hårde, afleveringerne derhjemme endnu værre.
Jeg ødelagde på et tidspunkt min computer i frustration og afmagt over en aflevering. Det blev dråben. Det var tydeligt, at der måtte ske en ændring.
Mine forældre foreslog at tage fat i Albert fra parallelklassen. Han var skarp til matematik og det program, jeg skulle bruge. Mine forældre opfordrede mig utallige gange, før jeg endelig turde række ud.
Albert ville gerne hjælpe. Uden at tøve, uden at gøre et stort nummer ud af det. Han satte sig bare ned og hjalp mig igennem opgaverne. Én aflevering efter den anden. Hans hjælp blev et skub i den rigtige retning, og med tiden kunne jeg lave opgaverne på egen hånd.
Matematikken var en hård nød at knække, men den fik mig også til at erkende noget langt vigtigere: at spørge om hjælp er ikke et tegn på svaghed. Det er et tegn på, at du kender dine grænser, og at du vælger at bruge dem fornuftigt.
Hvis du er pårørende til en, der har svært ved at bede om hjælp: et konkret navn eller en konkret idé virker ofte bedre end et åbent tilbud som "sig til, hvis du har brug for noget". Det er okay, at det kan tage flere forsøg, før den anden tør sige ja.
Flere til dig, der er tæt på
- Tegnene var der - vi vidste bare ikke, hvad vi skulle kalde dem
- Det var jer, der trak i håndbremsen
- Du hentede mig, uden at spørge hvorfor