Til dig, der er tæt på en med bipolar
Du kan støtte beslutningen uden at presse den
Nogle emner er tunge. Find oversigt over hjælp og tilbud her.
"Hende med diagnosen."
Det var det, jeg var bange for at blive til i andres øjne, da jeg besluttede at fortælle offentligt, at jeg er bipolar - inden OL. Det handlede ikke om, hvorvidt jeg stod frem eller ej, men om hvornår.
Men jeg var nervøs. Ikke for, om folk ville acceptere mig, men for, hvad de ville gøre med det. Om det ville ændre, hvordan de så mig.
Det modsatte skete.
Responsen var overvældende positiv. Beskeder fra folk, der selv lever med bipolar. Fra pårørende. Fra nogen, der aldrig havde talt med nogen om det. Også fra nogen, der bare ville sige tak.
Det var en lettelse. Ikke fordi diagnosen havde været en hemmelighed. Det var ikke noget, jeg skjulte. Men der er forskel på ikke at skjule noget og så aktivt at sige det højt. Det føltes godt at stå frem på den måde. Jeg valgte at eje det fuldt ud.
Da jeg stod til OL i Paris, og det igen blev taget op af medierne, fandt jeg noget, jeg ikke havde regnet med: mening.
For der stod jeg. Som et bevis på, at diagnosen ikke behøver at begrænse drømmene. Ligegyldig hvilke drømme det er.
Hvis nogen i dit liv overvejer at stå frem med sin diagnose, er det deres beslutning. Men du kan godt være den, der minder dem om, at den frygt, der kan fylde mest lige nu - hvordan andre vil reagere, hvad det vil ændre, og om det vil have konsekvenser - måske ikke holder stik. Det gjorde det hvert fald ikke for mig.
Flere til dig, der er tæt på
- Tegnene var der - vi vidste bare ikke, hvad vi skulle kalde dem
- Det var jer, der trak i håndbremsen
- Du hentede mig, uden at spørge hvorfor