Skrevet af Lisa Brix Pedersen
Min egen vinkel som atlet
Nogle emner er tunge. Find oversigt over hjælp og tilbud her.
Inden OL i Paris fortalte jeg offentligt, at jeg er bipolar. Det var et valg, jeg traf selv, og som var længe undervejs.
Lige siden jeg fik det godt, vidste jeg, at jeg ville dele min historie i håbet om, at den kunne hjælpe andre. At andre kunne føle sig spejlet, nu hvor jeg ikke selv havde nogen at spejle mig i dengang, jeg havde brug for det.
Men hvad sker der, når man åbner op som atlet? Der er mange, der ser dig som din præstation. Din krop. Din disciplin. Pludselig sætter du et ord på noget, som mange måske forbinder med ustabilitet og uforudsigelighed. Det modsatte af, hvad sport kræver.
Men det var netop derfor, jeg ville sige det. Fordi jeg vidste, at der sad nogen derude og troede, at diagnosen var en begrænsning. At man ikke kan nå langt med den slags bagage.
Flere artikler til dig
- Først var der røvmodeller, så fandt jeg rollemodeller
- Min første jobsamtale som bipolar
- Medicin på godt og ondt