Skrevet af Jesper Juel Jensen
Først var der røvmodeller, så fandt jeg rollemodeller
Nogle emner er tunge. Find oversigt over hjælp og tilbud her.
Da jeg fik diagnosen, tænkte jeg, at jeg var bedre foruden.
Ikke behandlingen. Ikke medicinen. Ikke vanerne, jeg lige så stille begyndte at bygge op omkring søvn og rytme.
Men det billede jeg havde af hvad, der ventede mig.
Jeg husker det tydeligt. Jeg sad med diagnosen i hånden, og det første jeg gjorde var at søge. Ikke efter behandlingsmuligheder, men efter mennesker. Jeg ville se, hvem der havde gået forud for mig. Hvem der havde det samme, og som stadig havde et liv, jeg kunne genkende mig selv i.
Det jeg fandt, var ikke opløftende.
Facebook-grupperne var fyldt med krise, ikke fællesskab. Søgninger på “bipolar” og “kendte” gav mig Kanye West og Stephen Fry. Det var de nærmeste jeg kom på skabere, og det jeg selv identificerer mig som. To mænd hvis offentlige historier oftest handlede om sammenbrud. Ikke om det de skabte i stabile perioder.
Jeg vil ikke sige noget dårligt om hverken Kanye eller Stephen. Men de kunne ikke give mig det jeg ledte efter. Jeg ledte efter beviset på, at man kunne bygge noget solidt. Ikke bare overleve mellem episoderne.
Det var nok den eneste del af diagnosen, som det tog mig længst tid at omfavne. Ikke medicinen. Ikke terminologien. Men tanken om, at det her skulle være min identitet fremover, uden at jeg kunne se, hvad den identitet førte til. Andet end at det ikke førte til noget godt og positivt.
Det ændrede sig ikke fordi jeg fik et nyt perspektiv, eller fordi nogen sagde de rigtige ord til mig. Det ændrede sig fordi jeg ledte endnu mere.